Tandproteser

Få lavet flotte tandproteser i Aarhus

Mange mennesker anvender tandproteser, da det er de færreste af os, der kan bevare alle vores naturlige tænder gennem hele livet. En tandprotese er en erstatning for en eller flere af de naturlige tænder og findes i mange forskellige typer.

Hvilken type protese du har brug for, afhænger af din specifikke situation. Hos LINDBERG Tandlægeklinik har vi vores egen kliniske tandtekniker i huset, der er specialist i fremstilling af proteser af alle typer. Vi vejleder dig til valg af den rigtige protese og tager både hensyn til dit behov og din økonomiske situation. Alle protesetyper fremstilles specifikt ud fra din mund, så den passer perfekt. Derudover findes der mange forskellige farvenuancer, så vi kan ramme den, der passer til dine resterende naturlige tænder, eller ligner de tænder, du havde før protesen.

En tandprotese er altså en naturtro konstruktion, der erstatter en eller flere af dine egne tænder, som ikke længere kan repareres.

Overordnet findes der tre forskellige typer: helproteser, delproteser og tryklåsproteser

Helproteser

En helprotese erstatter alle dine tænder. Denne type protese anvendes, hvis du er tandløs eller de tænder, der er tilbage, er for dårlige til at kunne bevares.

Mange kender helprotesen som et gebis. Den fremstilles af akryltænder, som sættes fast i lyserødt akryl, så det ligner tandkød. Protesen sidder fast af sig selv på grund af det vakuum, der fremkommer automatisk mellem dine gummer og protesen. Der findes også en type lim, som protesen kan limes fast med. Det skader ikke, så længe du sørger for at rengøre både mund og protese omhyggeligt. Proteselim, også kaldet proteseklister, kan købes på apoteket. 

En helprotese i overmunden dækker både gummerne og det meste af den hårde gane, mens en helprotese i undermunden kun dækker gummerne. 

Som regel vænner folk sig hurtigt til protesen i overmunden, mens der kan være flere udfordringer med at vænne sig til helprotesen i undermunden. 

Dine gummer svinder gradvist ind, hvilket medfører, at protesen ikke længere sidder, som den skal. Det er forskelligt, hvor hurtigt gummerne svinder, men det er vigtigt at få tilpasset protesen, når den ikke længere sidder korrekt. Denne tilpasning kaldes rebasering. Kontakt os eller kom forbi klinikken i Aarhus, hvis vi skal undersøge, om det er ved at være tid til en tilpasning.  

Nogle har brug for rebasering ofte, mens andre kan nøjes med hvert femte år. Uanset hvilken gruppe du hører til, bør du få din protese kontrolleret en gang om året – ligesom det anbefales med tandeftersyn af naturlige tænder.

Helproteser

For at du kan få en helprotese, skal du være helt tandløs. Det betyder, at eventuelle resterende tænder skal trækkes ud, før du kan få din protese sat i. Tandlægen kan dog sætte en midlertidig protese i, så du ikke skal gå rundt uden tænder, mens du venter på din helprotese.

Protesen skal tilpasses ændringer i gummerne. Disse sker løbende, men især i de første måneder efter tænderne er blevet trukket ud, er der brug for at tilpasse protesen en del.

Delproteser

En delprotese erstatter en enkelt eller flere af dine naturlige tænder, hvis disse er faldet ud eller for beskadigede til at blive lavet. Delprotesen sidder fast på de andre tænder med bøjler. 

Delproteser laves i akryl eller metal. Akryl er typisk den billigste løsning, hvor protesetænderne sættes fast på et stykke akryl, der ligner tandkød. Akryl er ikke lige så holdbart som metal, så ofte bruges dette som en midlertidig løsning.

En delprotese i metal kaldes en unitor og er stærk og solid. Metallets styrke gør, at man kan nøjes med et helt tyndt lag, som derfor også fylder mindre i munden. Det ser pænt ud og er lettere at vænne sig til end de tykkere i akryl.

Du har måske hørt, at en delprotese er skadeligt for dine naturlige tænder. Dette er ikke rigtigt. For at der er plads til bøjlerne, som delprotesen sidder fast på, er det nødvendigt at slibe lidt af de naturlige tænder. Der slibes dog kun i emaljelaget, så det er ikke skadeligt for tænderne.

Nogle oplever, at deres tale ændres, når de får deres delprotese i. Dette går dog ofte i sig selv efter noget tid. Det er også normalt at opleve lidt ømhed i gummerne i den første tid. Giv munden tid til at vænne sig til den nye protese, men kontakt tandlægen, hvis den generer eller gør ondt.

Der er forskel på, hvor længe en delprotese holder, men de fleste har deres i 8-10 år. Typen af delprotesen samt hvor hurtigt dine gummer svinder, har blandt andet betydning for holdbarheden af protesen. 

En anden vigtig faktor er, hvordan du passer protesen og de øvrige tænder. Sørg for at rengøre både tænder og protese hver dag og pas dine faste besøg hos tandlægen, så er du allerede et langt stykke i bevaringen af din delprotese. 

Tryklåsproteser

En protese med tryklås er en god løsning, hvis du har problemer med at holde din tandprotese på plads. Tryklåsene fungerer som kunstige tandrødder, så protesen sidder godt og stabilt.

Det er oftest proteser i undermunden, der skaber problemer, da gummen her er meget flad, og protesen derfor ikke sidder så godt fast. Tryklåse er en simpel og holdbar løsning på problemet, og giver desuden en stor tryghed for dem, der er bange for at protesen skal falde ud, når man er ude blandt andre.

Hvad koster tandproteser?

Vores priser på tandproteser afhænger af din specifikke situation, materiale og størrelsen på protesen. Du bliver altid informeret om den forventede pris, før vi går i gang med behandlingen, så du ikke bliver overrasket til sidst.

En tandprotese kan godt være en stor udskrivning, alt efter hvordan din økonomiske situation er. Hos Lindberg Tandlægeklinik i Aarhus gør vi, hvad vi kan, for at du kan få billige tandproteser, som stadig lever op til vores høje kvalitetskrav.

Er du pensionist og vanskeligt stillet økonomisk, har du via helbredstillægget krav på tilskud fra kommunen til at dække udgifterne til tandproteser. Hvor stort et tilskud pensionister kan få, afhænger af formue, men det er muligt at få dækket op til 85% af prisen. Du bestemmer selv, hvilken tandprotese du vil have, men tilskuddet beregnes normalt ud fra den billigste, aftagelige protese.

For at få tilskud til tandproteser skal du udfylde et ansøgningsskema til kommunen – spørg gerne, hvis du har brug for hjælp og vejledning.

Derudover kan du også få tilskud, hvis du er medlem af sygeforsikring ”danmark”. De giver op til 50% i tilskud afhængigt af nogle regler for maksimalt tilskud for de forskellige typer tandproteser.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.